Abstract:

Installationer i byens grå og grønne rum, der aktiverer, udfordrer og engagerer kroppen i fysisk udfoldelse, synes at være opstået som ny genre af formudtryk i det urbane landskab. Installationen kan være et skulpturelt element, der kan indtages kropsligt, eller udgøre en speciel landskabsform, der fordrer til leg og bevægelse. Det kan være legepladsen, der udformes med særlige formmæssige kvaliteter eller byrumsinstallationer som inviterer til inddragelse og aktiv deltagelse.

Hypotesen er, at uderumsinstallationen der på en gang rummer æstetiske, arkitektoniske og legeengagerende egenskaber, er en ny arkitektonisk type, der er dukket op i samtidens by- og parkrum. Samtidig kan de legeengagerende og de fysisk aktiverende installationer betragtes som katalysatorer for en ny social dynamik i byens grå og grønne rum.

Disse nye aktivitetsinstallationer kan læses med afsæt i flere forskellige optikker: En ændret kropskultur med stigende tendens til at det urbane rum danner ramme om aktiv rekreation, et ændret værkbegreb for den offentlige kunst, der i større grad skaber sociale og intervenerende situationer i det offentlige rum og endelig et kig på follie traditionen i den europæiske park, som har ændret karakter og status i løbet af de sidste 100 år.

Installationsformen kan således ses i relation til sin samtidskontekst som kulturelle udsagn, der modsvarer nutidens kropskultur og som kulmination af en række landskabsarkitektoniske og kunsthistoriske tendenser.

I dette paper ønsker jeg gennem en række cases at beskrive og begrebsliggøre bevægelsesinstallationen, og at forankre typen i en landskabsarkitektonisk og kunstnerisk samtidskontekst. Jeg vil dernæst komme med nogle bud på, hvordan de overordnet set kan tolkes som værende scener for nye sociale handlingsmønstre omkring byens parker og pladser.